Graviditet, sårbarhed og relationer

Indlægget er publiceret i avisen Information, d. 10.okt. 2018.

Graviditeter er grundlæggende primitive, og den kropslige reproduktionsproces har ikke ændret sig i tusinder af år.

Vi er ikke endnu nået til at kunne bestille vores babyer på nettet, og vi har ingen deciderede knapper at trykke på, så snart ægget og sædcellen har fundet hinanden.Vi har bare at vente i ni måneder, mens vi lever nogenlunde sundt og fornuftigt.

Denne overladen til naturens gang er noget af det, mange af os postmoderne mennesker har svært ved. Min generation er fra ung voksenalder blevet opfordret til selvrealisering, ansvar for egen lykke og at kigge indad, hvis livet ikke går helt som planlagt.

Hvad gør man så, når man er stuck i en graviditet, hvor man blot skal stole på, at ens krop kan finde ud af det?

Nu er jeg godt klar over, at der findes en masse ting, man aktivt selv kan gøre i løbet af de ni måneder – spise sundt, gå til gravidyoga og fødselsforberedelse osv. Individets egen indvirkning på kroppens graviditetsforløb er dog begrænset. Og så sidder man der som postmoderne, selvrealiserende kvinde og venter!

Ens krop sidder i førersædet, og man skal adlyde, når den råber efter ro og hvile. Op til et vist punkt kan man heller ikke blot fortryde og skifte spor, ligesom man ellers bliver opfordret til at skifte job eller kæreste og ’søge nye udfordringer’, hvis tilværelsen ikke er tilfredsstillende.

Gravid ’nej-hat’

Min egen identitet som uafhængig ’powerkvinde’ er de sidste måneder blevet kraftigt udfordret ved, at jeg har fået brug for mine omgivelser til både at tage de fysiske løft eller støde til derhjemme, når jeg er træt. Min gravide krop udpensler for mig, at nogle ting i livet ikke kan fremskyndes. Jeg er overladt til omstændigheder, jeg ikke kan styre.

I en graviditet må selvrealiseringen i høj grad vige for ansvaret for det lille frø i maven og dets udvikling til et menneske. Jeg skal vænne mig til at tage Svend Brinkmanns omtalte ’nej-hat’ på det næste lange stykke tid.

»Nej, jeg kan ikke træne op til efterårets maraton«. »Nej, jeg kan ikke holde fast i nætterne på dansegulvet og bevise, at jeg stadig er ung«. Og »nej, jeg kan ikke udvikle mig på arbejdsmarkedet de næste mange måneder«. Vi er ved at løbe for hurtigt, og når Brinkmann opfordrer os til at »stå fast«, er det med en præcisering af, at vi bliver tiltagende rodløse, hvis vi ikke også tillader os at stå stille.

Tanken om, at ’alt er muligt’, er gået for vidt, og vi bør hjælpe hinanden med at udforske hinandens begrænsninger og åbne op for den mellemmenneskelige værdi, der kan opstå som følge af disse erkendelser.

På mange måder er en graviditet en stor, rungende ’nej-hat’! For en hel del kvinder bliver det dog for klaustrofobisk at stå fast på denne måde, og de søger utallige råd og muligheder for, hvordan de kan påvirke graviditetens udvikling i den rigtige retning.

Der bliver læst ekspertbøger og graviditetsblogs, der laves kostplaner, og der indgås en evig søgen efter det mest økologiske, ergonomiske og helsebringende i den ni måneder lange redebygningsfase.

For en anden gruppe kvinder bliver graviditeten et længe ventet frirum fra selvrealiseringsprojektet. Endelig kan de slippe tøjlerne og have en undskyldning for ikke konstant at være i udvikling. Endelig kan de spise kage, når de har lyst – de skal jo tage en masse kilo på. Og så kan de, de næste mange år, længes tilbage til graviditeten som den tid, hvor verden stod stille, og omgivelserne ikke stillede spørgsmål ved deres valg, men udviste ubetinget accept: »Du er jo gravid!«

Brug for hinanden

Begge de ovennævnte graviditetsbeskrivelser fortæller os en hel del om kontrasten mellem det primitive, reproducerende menneske og den postmoderne diskurs om selvrealisering og konstant udvikling.

Vi bør fastholde fraværet af mulighed, for at bestille børn på nettet og i stedet lade graviditetens ’nej-hat’ være en påmindelse om menneskets sårbarhed og behov for tilhørighed.

Personligt har det taget tid at finde roen i mit gravide behov for ekstra hjælp udefra, og jeg oplever stadig øjeblikke, hvor jeg bliver ramt af en ubehagelig følelse af at være ’svag’ og ’trængende’. Jeg mærker dog et tiltagende velbehag ved denne afhængighed af andre mennesker, og det er dette, vi kan lære af den gravide krop.

Den tvinger os ud over en stræben efter udelukkende at realisere ’mig selv’ og minder os om, at vi har brug for ’hinanden’. Dette sårbarhedsprojekt er dog så angstprovokerende for mange gravide som ikkegravide, at vi må hjælpe hinanden med at aftabuisere sårbarhed som menneskeligt fænomen.

Vi skal turde sætte ord på, at vi har et ansvar, ikke kun for vores egen individuelle lykke, men for hinanden. Ellers vil artiklerne om stress som den ’nye’ folkesygdom blive ved med at florere, og selvhjælpsbøgerne kan vælte ud fra forlagene, uden at nogen egentlig oplever tilfredsstillelse i sin egen selvhjulpenhed.