Følelser i parforholdet - et besøg tilbage til barndommen
Blev du som barn sendt på værelset når du var vred? Eller måske kan du genkende udtalelserne ”det skal du ikke være ked af” og ”der skete jo ikke noget!”, som respons på dine tårer? Du er ikke alene, og vi er flere generationer, der er vokset op med en overordnet tilgang til, at negative følelser skal fikses eller fjernes. Intentionen var god: at hjælpe barnet med at få det bedre ved, at erstatte den negative følelse med en mere positiv. Når vi forsøger at ”fikse” et barns følelser bliver det dog efterladt med oplevelsen af, at dets følelser er forkerte. Som respons vil barnet typisk forsøge at undertrykke den samme følelse eller alternativt søge den voksnes opmærksomhed på andre måder, med henblik på at forsikre sig om at den voksne stadig er der og ser barnet. ”Er jeg god nok?” ”Holder du af mig?”
Og hvad har dette med parforholdet at gøre?
I et parforhold stiller vi bevidst eller ubevidst præcis de samme spørgsmål til vores partner, som vi som små børn gjorde til vores forældre. ”Er jeg god nok?” ”Holder du af mig?” ”Kan jeg stole på at du er der for mig?” Fælles for disse spørgsmål er, at de har stor betydning for vores tilknytning til andre mennesker. Tilknytningsbegrebet blev af psykologen Daniel Stern brugt til at beskrive et barns kontakt med dets omsorgsperson, med henblik på overlevelse. Han beskrev hvordan menneskebørn er afhængige af, at omsorgspersoner holder af dem og er der for dem, så de kan overleve deres første leveår, indtil de er gamle nok til at passe på sig selv. I dag ved vi, at tilknytning også er centralt i relationen mellem voksne mennesker. Vi er flokdyr, og vi har brug for hinanden, også for at føre slægten videre.
Når vi skændes med vores partner eller føler os ensomme eller alene i parforholdet, er der følelsesmæssig overlevelse på spil. Tilknytningen bliver truet og vi går typisk i primitive reaktionsmønstre, hvilket igen kan forstærkes af vores partners primitive reaktion. Når vi på denne måde bliver fanget i et fælles mønster, har det blandt andet rødder i hvordan vi selv blev mødt som barn, og dermed hvordan vi har lært at regulere vores egne følelser.
Måske kan du opleve at blive desperat efter at opnå en respons fra din partner? Eller måske er du typen, der trækker dig ind i dig selv eller flygter ind i arbejdet eller alkoholen, blot for at undgå flere konflikter? Så velkommen i klubben! Når vi reagerer uhensigtsmæssigt overfor vores partner handler det som regel om en længsel efter at blive set og hørt, en længsel efter at være god nok eller en frygt for at blive forladt. Hvis vi som børn erfarede, at det var bedst at pakke følelserne væk eller stå alene med dem, ja, så vil det typisk også være det vi gør, overfor vores partner. Hvis erfaringen var, at en omsorgsperson var følelsesmæssig uforudsigelig og vi hele tiden skulle have antennerne ude, ja, så vil det være et mønster, vi typisk tager med ind i parforholdet. Der er selvfølgelig masser af nuancer i disse sammenhænge, og koblingen kan sjældent laves én til én. Den gode nyhed er, at mønstret kan ændres.
I parterapien arbejder vi med at pakke ud og forstå betydningen af det mønster, I havner i. Når mønstret bliver mere tydeligt for jer, vil I kunne opnå mere kontakt og samtidig mere plads og rum til at være levende i jeres parforhold – sammen og hver for sig.
