Parterapi og utroskab

“Hvordan kunne det menneske jeg stoler allermest på gøre sådan noget mod mig?” “Kan jeg nogensinde stole på min partner igen?” “Hvorfor så jeg det ikke komme?” “Der må være noget galt med mig, eftersom min partner har valgt en anden fremfor mig!” Har din partner været dig utro, er det helt naturligt at mærke følelser som svigt, sorg, vrede og endda skyldfølelse. Det kan føles umuligt at genvinde tilliden, og du er måske i vildrede om hvorvidt du skal gå eller blive i forholdet.

Vi tænker ofte at der blot er ét offer når et parforhold rammes af utroskab. For dig der har været utro, kan smerten dog være ligeså stor som din partners. Du siger måske ting som “Hvordan kunne jeg gøre det?” “Jeg fortjener ikke at være sammen med min partner” “Jeg elsker min partner over alt på denne jord, og jeg savner sådan den gang vi var tættere på hinanden - den gang vi rørte ved hinanden og sexlivet blomstrede. I utroskaben var der et menneske der så mig og begærede mig på en måde, som jeg i virkeligheden ville ønske, at min partner gjorde.” “Jeg føler mig ensom i parforholdet. I utroskaben følte jeg mig levende igen. Samtidig skammes jeg over, at jeg har det på den måde.”

I parterapien tager vi hånd om jeres smerte, og vi giver plads til alle de følelser, I bakser med. Min rolle som terapeut er, at gøre rummet trygt og hjælpe dig til at udtrykke dig på en måde, så din partner kan lytte og du kan føle dig set og hørt. Skridt for skridt kan I komme tættere på hinanden igen og genopbygge tilliden. Igenne samtalerne og med tiden til hjælp, vil I endda kunne opleve, at jeres parforhold bliver endnu stærkere end det var, inden utroskaben.

I parterapien går vi den lange vej sammen. Den eneste skurk i rummet er det mønster, I er blevet fanget i - det mønster, der har ført til utroskaben. Jeg hjælper jer med at forstå og udtrykke jeres frustration og smerte, på en måde så du kan mærke din partner komme tættere på dig igen. Jeg hjælper jer til at opnå forståelse og empati for hinanden, så de smertefulde begivenheder endda kan være med til at gøre jeres parforhold stærkere på sigt.

Læs mere om parforhold og utroskab: