Hvordan arbejder vi med relationsudfordringer?

Befinder du dig i en svær relation? Har du svært ved at sætte dine grænser eller at mærke dine egne behov? Relationsudfordringer kommer i mange former. Det kan handle om forholdet til et nærtstående familiemedlem, en svær relation til chefen på arbejdet eller et venskab, der gør dig forvirret eller usikker. Mange oplever også at de bliver ved med at havne i destruktive relationsmønstre, hvilket kan skabe stor usikkerhed. “Hvad er der galt med mig?” “Hvad gør jeg forkert, når nu jeg ikke kan finde ud af at omgås med ordentlige mennesker?” “Hvorfor havner jeg altid i relationer, der ender med at gøre mig ked af det?” Disse spørgsmål kan skabe stor frustration, og det kan opleves tilnærmet umuligt at finde svarene på egen hånd.

I terapien udforsker vi din oplevelse af relationen, det andet menneske og dig selv. Vi går et spadestik dybere og får fat i hvilke underliggende følelser, der bliver trigget og videre hvordan vi kan tage hånd om dem. Vi kan ikke ændre menneskerne omkring dig. Vi kan dog blive klogere på hvilken relationsbagage du selv har med og hvordan den påvirker dig, i mødet med andre. Når du kommer i kontakt med de underliggende følelser og reaktionsmønstre, kan du nemmere skabe ændring og dermed også større ro og tilfredshed i mødet med andre mennesker.