Individuel terapi - stress

Hvad er stress?

Oplever du hjertebanken og uro i kroppen? Sover du dårligt om natten? Har du svært ved at lægge tankerne væk? Så kan din krop være præget af en form for stressbelastning. Stress er ikke en egentlig diagnose, men en beskrivelse af, at kroppen er udsat for en belastning den har svært ved at være i.

Den mest velkendte form for stress er den arbejdsrelaterede. Den hvor arbejdsbyrden er for stor i forhold til den tid og det overskud du har til, at lave dine opgaver. Stress kan også komme af rigtig mange andre ting. Måske er der noget familiemæssigt, der bekymrer dig så meget, at du får svært ved at falde til ro og lægge tankerne væk? Måske er du småbørnsforælder og kæmper med en oplevelse af ikke at strække til? Eller måske kan du simpelthen ikke forstå hvorfor din krop reagerer som den gør - og bare ikke kan falde til ro! Det kan føles meget belastende, og det er vigtigt at tage hånd om, inden stresstilstanden får lov til at udvikle sig til en normaltilstand. Du er heldigvis ikke alene, og jeg vil meget gerne hjælpe dig med, at finde frem til en større ro og balance i din hverdag.

Hvordan arbejder vi med stress i terapien?

Når din krop er i alarmberedskab kan den være rigtig svær at “tale til fornuft.” Det har du helt sikkert allerede forsøgt! Din krop har gode grunde til at reagere som den gør, og forståelsen for hvorfor den gør dette, er et centralt udgangspunkt for terapien. Vi kortlægger altså hvad din krop reagerer på. Det kan være arbejdsrelateret, baseret på konflikter i familien, en reaktion på at du står i en usikker livssituation, eller noget helt andet.

Rigtig mange oplever at deres stressreaktion synes uforståelig og ulogisk. I terapien hjælper jeg dig med at tegne et landkort, så du kan få et overblik over hvad det er, der sker med dig. På denne måde kan vi lettere drage omsorg for de dele af dig, der kæmper sådan. Parallelt med dette hjælper vi din krop og dit nervesystem med at finde roen igen. Du vil opleve at du vil gå mere rolig fra terapisessionerne end da du kom, og vi vil også fokusere på hvad du helt konkret kan gøre i din hverdag, der kan hjælpe dig hen imod større balance i hverdagen.