Relationerne skal i fokus i psykiatrien

Indlægget er publiceret i dagsavisen Politiken, d. 23.feb 2022

I et interview i Politiken (15.2.) beskriver forfatter Anna Rieders en omsorgstræthed, der hærger i den danske psykiatri: »Når ømheden går tabt, gør behandlingen det også«. Som tidligere patient fortæller hun om oplevelsen af at blive fremmedgjort, gemt bag diagnoser og symptomer og at blive omtalt som ’pt.’, i stedet for at hendes navn står i journalen. Dette er realiteten i store dele af den danske psykiatri, og vi ved i dag så meget om relationsarbejde, at det forekommer mig et stort mysterium, at der stadig arbejdes på denne måde.

Jeg forlod selv min stilling i psykiatrien sidste år, da jeg oplevede, at jeg som ansat ikke blev tilstrækkeligt set og varetaget som individ.

Da jeg ved min afskedssamtale præciserede over for min nærmeste leder, at jeg havde følt mig lidt som et ubetydeligt dyr i en fåreflok, var svaret: »Men I er jo en fåreflok! Og hvis du ikke har det godt med det, er psykiatrien nok bare ikke noget for dig«. Det var nogle af de sidste ord fra min leder, inden jeg sagde farvel og gik videre med opstart af min egen private virksomhed. Denne fårefloksmentalitet hærger mange steder i den danske psykiatri, i tilgangen til både personalet og patienterne. Det er meget alvorligt!

En videnskabelig tilgang til psykiatrisk behandling er vigtig, og vores behandlingsinstitutioner har et stort ansvar for at anvende de metoder, vi ved virker bedst. Et bevidst metodevalg kan dog ikke stå alene, og en rent naturvidenskabelig medicinsk tilgang er ikke tilstrækkeligt i mødet med mennesker med psykisk lidelse. Vi har brug for en bevidsthed omkring vores analytiske formåen for at sikre en god problemforståelse, og vi har brug for ømhed i relationen.

Inden for psykologien taler man om ’den terapeutiske alliance’, der kort fortalt beskriver klientens tillid til behandlingen og behandleren. Når den terapeutiske alliance er på plads, styrkes relationen mellem klient og behandler, og der er grundlag for, at klienten kan opleve mening og få styrket sin tro på bedring.

Overført til psykiatrien er relationen mellem patienten og behandleren en forudsætning for, at den valgte metode kan få den relevante effekt.

Vi begår altså en stor fejl, når vi forsøger at skabe relationel afstand igennem strømlinede pakkeforløb og løsningsfokuseret symptomlindring. Debatten om en presset psykiatri har brug for flere nuancer end blot et fokus på underbemanding og overmedicinering. Vi har brug for at tale om en decideret kulturændring og åbne for en mere human tankegang, der sætter relationsarbejdet i fokus.

At være autentisk til stede i det psykiatriske arbejde kræver stor bevidsthed omkring egne reaktionsmønstre og følelsesmæssige triggere. Det kræver meget af den enkelte behandler, hvad enten det er en læge, psykolog, sygeplejerske eller andet, både at være lyttende og være bevidst om, hvad man selv giver med til bordet.

Når man møder et andet menneske, vil vedkommende kun føle sig set og lyttet til, hvis man er oprigtigt lyttende og reelt er åben for, hvad den anden kommer med. Dette er sværere, end man skulle tro, og når behandlerne i psykiatrien er instrueret i at finde hurtige løsninger på patienternes udfordringer, er opgaven tæt på umulig.

Resultatet bliver, at behandlerne bevidst eller ubevidst føler sig tvunget til at lægge følelsesmæssig afstand til patienterne, da det i modsat tilfælde bliver for smertefuldt ikke at kunne give tilstrækkelig og tilrettelagt behandling til det enkelte individ. Denne afstand er til at tage og føle på for patienterne. De står tilbage med oplevelsen af at være en patient i én af mange journaler, de føler sig ikke set, og de bliver ofte ved med at få brug for psykiatrisk hjælp. Så hvad er grunden til, at der ikke er mere fokus på relationsarbejde i den danske psykiatri? Hvorfor gør vi ikke mere for at lytte til patienternes behov for ømhed?

Som med alt andet har det en pris, og etablerede vaner er svære at vende. Et større fokus på nærværende relationsarbejde i psykiatrien vil kræve, at vi i høj grad giver afkald på den lægevidenskabeligt prægede tilgang og byder ind med mere nærhed og ømhed – i kombination med en stærk faglighed.

For at behandlerne skal kunne dette, må de som ansatte ses som individer med forskellig baggrund, historie og behov.

Ansatte, der skal være oprigtigt nærværende i en behandlingsrelation, må ikke betragtes som en ubetydelig og udskiftelig del af en fåreflok! En strømlineformet metode må ikke ses som en erstatning for den enkelte behandlers ressourcer, kompetencer og personlige bidrag.